Kampreferat skrevet af Stine:
Kampreferat Skovbakken II – Haderslev VK 7. februar 2010
Turen mod nord starter alt for tidligt søndag morgen. Torben Føns får sig en lille morfar på turen. Det gjorde ham godt.
Vel ankommet til hallen går opvarmningen i gang. Skovbakken vinder den, men det bemærkes, at de spiller med fuld risiko i alle slag. Det skal vise sig at få betydning for kampens udfald.
De to første angreb fra Skovbakken bliver blokket af Lars Petersen og Cliff Emmen. Så er stilen lagt. HaVK spiller et sæt uden de store fejl, og vinder på trods af en nedperiode i slutningen af sættet 25 – 23.
Andet sæt er noget hø. Misforståelser, dårlige modtagninger og ingen konsekvens i angrebet betyder et tabt set på 19 – 25.
Til 3. sæt var der sket en klar holdningsændring. Tonny Hansen starter i stedet for Cliff på centeren, og har udviklet en tendens til at sige: ”Nej!” uanset hvordan hans angreb går. Han placerer blandt andet en bold i hjørnet, efterfulgt af et: ”Nej!” til stor moro for resten af holdet. Kort inde i sættet bliver Allan Rechnagel skadet, og må erstattes af Cliff. Dette er åbenbart med til at hive holdet moralsk op. Søren Klavsen og Carsten Refshauge laver stabile modtagninger, og Peter Skovsgaard vælger de rigtige løsninger i hævningerne. Sættet vindes 25 – 20
4. sæt starter katastrofalt. Vi kommer bagud 0 – 7 og Skovbakken ligner et hold der vil tvære os ud. Vi laver angrebsfejl, og de spiller hurtigt og fejlfrit. Heldigvis får vi dem brudt, og Peter server os op på 5 – 7 og her viser Skovbakkens højrisikospil sig fra sin værste side. De satser på alle angreb. Vil lave gallabolde, og slår mange i nettet og ud. HaVK eliminere fejlene, modtager stabilt, får samlet op i forsvaret, og spiller volley af høj klasse. Ved stillingen 19 – 16 virker det som om de knækker, og HaVK vinder sættet 25 – 22.
Kampen vindes 3 - 1.
Dagens spiller: Søren Klavsen.